Forside  
|
  Mine gamle postkort  
|
  Debatindlęg  
|
  Fotos  
|
  Pressen  
|
  Kontakt  

  Dollars

Fordelingspolitik i finanskrisen

af Birte Rerup


Jeg har lige været en tur i Netto og mødte en gammel ven. Jeg vil da gerne delagtiggøre læserne i vores samtale:

 

Jeg har ikke før mødt Per i Netto og spurgte, om han handlede her ofte?

»Ja, for nu er der krise.«

Han beklagede sig over, at det ikke var til at finde rundt i en butik, man ikke var vant til at handle i. Jeg har altid handlet i Netto, så jeg kunne fortælle ham, hvor det hele var. Det er ikke mange måneder siden, jeg var ovre og se hans nye samtalekøkken, bil osv. - købt for friværdien.

Vi talte om krisen og om den pakke, som regeringen havde lavet. Han syntes, at det var godt, at vi nu får styr på økonomien.

Jeg kunne kun spørge: »Er du i krise, Per? Er det derfor, jeg nu skal være med til at betale gildet? Kom over og se mit ”holdkæft-køkken” fra 1968, så kan du måske forstå, hvorfor jeg spørger.«

Per fandt heldigvis også seks flasker god vin i Netto.

Stakkels Per havde så hulens ondt i ryggen, at han skulle til en undersøgelse. Da han havde en sygeforsikring gennem sit arbejde, var det på et privathospital.

Jeg kunne kun sige: »Hvor er du heldig, at du kan komme til så hurtigt. Det offentlige sygehus har været gennem masser af besparelser med urimelige arbejdsforhold og lange ventetider for patienterne til følge.«

Det kan man da ikke bruge til noget, mente Per. Jeg forklarede ham, at jeg både skulle bruge det offentlige sygehus og samtidig være med til at betale hans fradrag for en sygeforsikring, der gav ham ret til at smutte uden om køen.

»Jamen, sådan er det Birte, forstå det nu.«

Per er 61 år, så måske har han heller ikke sin forsikring så længe endnu.

Deltog ikke i festen
Alle siger, at vi er nødt til at være med til at betale for det kunstige forbrug, der har været. Jeg kan ikke rigtigt se, hvorfor det ikke er dem, der har haft forbruget, der skal betale gildet? Jeg har altså ikke været med til festen.

Jeg ved ikke, om jeg skulle grine eller græde, da min gode ven seriøst kiggede mig intenst ind i øjnene og sagde, at jeg skulle være med til at redde de velbjærgede finansfyrster og i øvrigt afbøde følgerne af alt andet luksusforbrug, der havde været gennem de seneste år.

Jeg forstår ikke, at man har kunnet sove sig til store friværdier uden at betale skat, og så nu, da disse friværdier svinder ind, vil have lettelser.

Det må da for pokker gå begge veje.

Jeg havde aldrig troet, at Per kom i en økonomisk krise, der gjorde, at han havde brug for min økonomiske hjælp, og jeg er i tvivl - er Per i krise? Det er i hvert fald synd, hvis han og finansfyrsterne har truffet nogle forkerte økonomiske dispositioner.

 

Pas på! 
Denne computer har ingen hjerne
- så brug din egen.